Le soir frisonne au coeur des roses:
Ton rire est comme ce frisson,
Il passe sur les fronts moroses,
Avec le bruit d'une chanson,
Oh! le beau rire
Et les doux yeux
qui me font triste, triste ou joyeux!

En versant les fleurs de son urne,
Avril trouva tes yeux charmants,
Comme une lumière nocturne
Ils rayonnent, fins diamants!
Oh! le beau rire
Et les doux yeux
qui me font triste, triste ou joyeux!

I Aftenvinden Rosen baever,
Din Latter er som Blomstens Gys,
Naar gjennem Luften let den svaever,
Den er som Sang, saa klar og lys!
Din skjönne Latter
og Öjets glans
Har grumt mig rövet al Sind og Sans! 

Vaaren spreder Blomster i Skoven
Og glaedes ved dit Öjes Skin,
Som et Nattens Lys fra oven
straaler det en Demant fin!
Din skjönne Latter
og Öjets glans
Har grumt mig rövet al Sind og Sans!