Wilhelm Stenhammar (1871−1927)

Gildet [Gildet] på Solhaug [The Feast at Solhaug]

opus 6

  • Year of composition: The opera was completed the summer of 1893, while the instrumentation was not finished until October, 1896.
  • Work category: Opera
  • Text author: Henrik Ibsen (1828-1906). The libretto consists of Ibsen's version of the original play of 1856 in preparation of the premiere in Copenhagen in 1883
  • First performed: 1899 in Stuttgart, Germany (the first performance at the Kungliga Operan [Royal Swedish Opera] took place on 31st October, 1902)
  • Duration: 130 min

Instrumentation

3*.3*.3*.3* / 4.2.3.1 / timp, perc, hp / str
(picc, cor angl, bass clar, dbn)
perc: trgl, cymb

Solo voices/choir

Solo voices:
Bengt Gauteson, owner of Solhaug (bass)
Margit, his wife (mezzo-soprano)
Signe, her sister (soprano)
Gudmund Alfson, their friend (tenor)
Knut Gæsling, the King’s sheriff (tenor)
Erik från Hægge, his friend (bass)
First housecarl (bass)
Second housecarl (bass)
Third housecarl (bass)
The King’s envoy (bass)

Choir:
Guests, women and men, young men and maids
Gudmund Alfson’s men
Knut Gæsling’s men
Men and maids at Solhaug

1 soprano (Signe), 1 mezzo-soprano (Margit), 2 tenors (Gudmund, Knut), 6 basses (Bengt, Erik, First housecarl, Second housecarl, Third housecarl, The King’s envoy)

S.A.T.B.

Examples of printed editions

Piano reduction published by Det Nordiske Forlag Musikforlaget Henning Hennings och [and] Julius Hanauer, Breslau, 1896.

  • Location autograph: Musik- och teaterbiblioteket
  • Possible call no. and autograph comment: Kungliga Teaterns arkiv, Operor G6. Komplett autograf (orkesterpartitur). [The Archive of the Royal Theatre, Operas G6. Complete autograph (orchestral score).]

Literature

Wallner, Bo: Wilhelm Stenhammar och hans tid (Norstedts Förlag, Stockholm, 1991)

Description of work

Instrumental introductions:
Act I: Molto moderato - Moderato E major 4/4 (C) - 3/4
Act II: Allegro G major 2/4
Akt III: Lento sostenuto E minor 4/4 (C)

The plot is set at Solhaug in the 14th century

At Solhaug, there is a feast celebrating the wedding anniversary of Bengt and Margit. Knut, the King’s sheriff, wishes to marry Signe, Margit’s sister, but being combative, he is told he first has to show under a year that he is able to live peacefully.
Knut and his friend Erik leave the feast to search for Gudmund, a friend of both Bengt and Margit, who is an outlaw. When Bengt cannot hear her, Margit expresses her regret in marrying him, despite his wealth.
Gudmund arrives and Margit is reminded of her love for him. Dreaming of marrying Gudmund, she plans to murder Bengt and obtains the required poison. However, Gudmund expresses his love for Signe and she accepts him.
On his return to Solhaug, Knut finds Gudmund there but since Knut is to show his peaceful mind, he does not arrest him. On finding out that Gudmund also loves Signe, however, Knut vowes that he will be back next morning to make his arrest.
Margit has prepared the poisoned drink for her husband, but it is almost drunk by Gudmund and Signe.
On Knut’s return the following morning, he slays Bengt, but is then captured by Bengt’s friends. When the King’s men arrive, Gudmund is prepared to let them arrest him, but instead the King restores Gudmund’s position and returns his wordly possessions.
The closing scene shows Margit joining the hands of Gudmund and Signe.


Work comment

 

 


Libretto/text

Act I

Scene 1
Og nu, kort og godt, hvad svar har I at give på mit ærend som Knut Gæslings bejlermand? (Erik)

Ja, jeg... jeg tænker nu... hm, Margit lad os først høre, hvad du mener (Bengt)
Herr Knut Gæsling, det var mig længe vitterligt hvad Erik fra Hægge ny har fremsat som eder /.../ "Eders fæders gård er et utrygt hjem mellem alle de vilde gæster" (Margit)
vel [sic] skal I mærke jer dette, fru Margit. Det kan vel være en uge siden (Knut)
Vel var det, han gik. Når jeg ser ham herinde, det er mig som blodet holdt op at rinde /.../ Med perler og ringe alt som bedst han bad /.../ "Bergkongen red sig under ø" (Margit)

Scene 2
Margit, Margit, han kommer! Gudmund, vor frænde! (Signe)

Kommer? Hvem kommer? Gudmund Alfsøn! (Margit)

Det var sig årle, da klokkerneklang, mig lysted at ride til kirke;
de vildene fugle kvidred og sang alt mellem siljer og birke (Signe)

Margit, du skal være fro og glad! Har du ikke tærner og svende? (Margit)
Jeg vilde svare, jeg er for glad til at tænke på bejlere eller på sligt (Signe) 

Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid, til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være. /.../
Når jeg hørte granerne suse dybt derinde i skoven (Margit) 

En uventet gæst, min hustru! Gudmund Alfsøn, min frænde! /.../
Ikke så ligge endnu. Hans våbendrager bragte bud och hilsen fra ham (Bengt) 

Han vandred fra bygden som den fattigeste svend. Nu kommer han med væbner og med rustede mend. (Margit)

Scene 3
Margit, kære Margit! (Gudmund)

Forlad mig herr ridder; men?.. (Margit)
Nej, men Margit hvad tænker du dog på? (Bengt)
Tolv år en lang tid, Gumund (Margit)
Det er syv år siden vi sidst sås [sic] (Gudmund)

Jeg kunde ikke fristes til at tro det; men det er dog som jeg siger (Gudmund)
Hel sælsomt! Jeg var dog visst et barn den gang /.../
Ja, I ved vel, vi ere glade her på gården i dag, vi holder gilde (Margit)

Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er koldt (Gudmund)
Da er jeg både sved og varm; men jeg har også fuldt op at tage vare på (Bengt)

Hvorlunde lever eders søster kære? (Gudmund)
Jeg takker, hel vel. (Margit)
Signe havde fordum så vennesælt sind, hun kendte ej list eller rænke (Gudmund)

Også hun? Er det i kongens gård slig høvisk tale man lærer? (Margit)
Margit, hel vel mine ord, I forstår.
Engang var I mig begge så blide; da jeg skulde fra bygden ride (Gudmund)

Nej, nej, ikke derom. Det falder mig så svært at mindes (Margit)
I kongens hal var jeg aldrig sp [sic] fro, som dengang jeg var smådreng i den fattige bo (Gudmund)
Og er jeg da ikke hædret og fri? (Margit)

Guds fred og farvel da, min ædle frue! (Gudmund)

I kan eder klæde i fløjel rød, er kongens mand (Margit)
Bedst må I vide, om lykken er mig huld (Gudmund)
Fredlös! Du Gudmund! (Margit)
Det er jeg forvisst /.../
Nu tykkes mig livet en usselig grave /.../ Forlyst dig som før; lev du i gammen og ære (Gudmund)
Havde jeg vidst, at du fredløs for alt over strande så vide /.../
Min husbond, han var mig aldrig kær; hans guld var alt, hvad mig hilded /.../
Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme!.. (Margit)

Nu er jeg hjemme; her lader mig kongens mænd med fred (Gudmund)
Men du, som nylig stod højt i agt, sig mig, hvorlunde? (Margit)
Du ved, jeg var i de franske riger (Gudmund)

Tre dage der efter var farten til ende (Gudmund)
Nu er forbi din værste nød, snart er alt ved det gamle (Margit)
Alt? Nej, Margit, dengang du var fri /.../ Men sig mig, Signe? (Gudmund)
Hun kommer snart. Hun må ju pynte sig lidt for sin frænde (Margit)

Hvor han er fager og mandig. Der er ikke megen lighed mellem ham og...
Den gang var du fri, sagde han. Ja, den gang!
Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han rejste.
Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug (Margit)

Han vil ej tro, det er mig! (Signe)
Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred (Margit)
Tilvisse! Men at hon skulde! /.../
Og dog, dit uskyldige barnesind læser jeg endnu i øjene blå (Gudmund)
Men vent; du har jo ej set, hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære (Signe)

Jeg vandred i lien så tung og så ene (Gudmund)

 

Act II

Scene 1
Lad fedlen klinge; ved strengeklang træder vi dansen en nat så lang (Coro)

Bare det ikke kommer til at angre dig Knut (Erik)
Lad du mig om det (Knut)
Ja, ja, voveligt er det dog. Der udgår herrebud til dig (Erik)
I kveld skal ingen her på gården vide, at Gudmund er fredløs (Knut)

Lad fedlen klinge; ved strengeklang træder vi dansen en nat så lang (Coro)

Scene 2
Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil; det høres som det væneste strengespil (Signe)
Signe, min fagre, min yndelige lilje! /.../
Hör mig, Signe. Medens årene randt tænkte jeg trofast både vinter og sommer på eder to, mine fagreste blommer (Gudmund)
Jeg mindes, vi sad ved arnens glød en vinterkveld (Signe)
Signe, min dejligste blomme! (Gudmund)
Som hun gik også jeg i en drømmende blund (Signe)

Hvor lystigt at trine på tilje! (Coro)

Scene 3
I stuen er både gammen og glæde /.../ Det blev mig så lummert om pande (Margit)
Margit, er du der? Hvi går du så allene? (Gudmund)
Der inde er lummert, her ude så svalt (Margit)

Ved du, hvad jeg önsker? At jeg var huldren, som sidder i lien (Margit)
Jeg ser, du har det samme utstrylige sind, som fordum (Gudmund)
Du må ikke undres derover; det er kun ved midnat, når menneskene sover (Margit)
Det er godt, du minder mig derom (Gudmund)
Et må du mig lære; du må tyde mig grant det gamle kvæde; som er gjort om kirken dernede.  Det var sig en frue og dertil en svend (Margit)

Scene 4
Gudmund Alfsøn! Vent; jeg må tale et ord med dig (Knut)
Kommer du for at sige mig, at du ikke længer tør lade mig gå fri? (Gudmund)
Tør? Vær du rolig for det; Knut Gæsling tør alt, hvad han vil (Knut)

Jeg forstår dig ikke; du taler, som om en uventet lykke var bleven dig til del (Signe)
Tænk dig Signe, at måtte visne og dø uden at have levet! (Margit)

Nu, hvis det sådan er fat, så vil jeg skænke dig det bedste råd (Gudmund)
Og hvis jeg nu sagde dig, at det er lige det samme jeg har tænkt på? (Knut)

Da vil jeg være ærligere mod dig. Du spurgte mig imorges /.../
Bejleren er kommen! Han er kommen, Margit! (Signe)
Se, det må jeg vel lide. Her er min hånd. (Knut)

Der er hun. Ja min. (Gudmund)
Der er hun. Nej, min! (Knut)

Ej, ej; er det sådan fat? Jet skønner nu det hele. /.../
Ha, ha, bild jer aldrig ind, at I kan drive gæk med Knut Gæsling! Signe er bleven mig kær (Knut)
Signe har alt kåret sig sin brudgom (Margit)
Godt; så har jeg ikke mere at gøre på Solhaug. Men efter midnat... (Knut)
Ja, prøv du kun; det skal koste dig så blodig en pande (Gudmund)
Ja, ve - jer alle når jeg kommer igen! (Knut)

Scene 5
Herude, herude skal gildet stå (Coro)
[Dance; instrumental]
Herude, herude skal lyst og skemt (Coro)
Se, sådan skal det være! Jeg er lystig, og min hustru ligervis (Bengt)
Ja, lad os nu få en stevkamp! (En [i kören]) Ja, en stevkamp (Som [in the choir]) Ja, en stevkamp (All)
I drages vel til  minde, at Knut Gæsling er på gården i kveld (Coro; med dæmpet stemme)
Men I, Fru Margit; jeg ved eders slægt var altid sagnkyndig (An Old man)
Ak! jeg har glemt dem alla tilhobe /.../ Ej hvilket klageligtansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund! /.../ Når du fører din hjertenskær over hej og gennem skove (Margit)
Ha, ha, ha, ha! Fru Margit ved at sætte det sammen! (Bengt)

Jeg kender et lidet kvæde (Gudmund)
Tak, Gudmund Alfsøn (Coro)
Jeg red mig udi lunde, jeg sejled over sø (Gudmund)
Hør mig, du alfekvinde, lad fare den besvær (Coro)

Det bæres mig før, som jeg nyss sagde /.../
Og dog, et tro jeg, jeg mindes (Margit)
Ret så, min hustru! Kom med det (Bengt)
Ja, fortæl, fortæl, Fru Margit (Young girls)


Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue jer /.../
Det var sig en ungmø fager og fin, hun sad i sin faders gård (Margit)
Hvad er det? Hon dør! Hjelp! (Coro)

 

Act III

Scene 1
Gudsfred da, og vel mødt igen på Solhaug (Bengt)
Guds fred og farvel till [sic] hver og en (Coro)
I morgen så drager vel Gudmund herfra /.../ Jeg hørte en gang om et blindfødt barn /.../ I denne flaske; med den jeg kunde; så måtte min husbond for evig blunde (Margit)
Se så; det var et gilde, som vil spørges ud over alle bygder. Nå, er du her? Du er kommen igen. Det må jeg lide /.../ Jeg har sørget for alting. Jeg fulgte de sidste gæster til ledet (Bengt)
Du spurgte om Knut Gæsling (Margit)
Ja visst gjorde jeg. Den praler, den stroskryder! /.../ Jeg vil slå ham ihjæl, siger jeg! /.../ I morgen ruster jeg mig; jeg drager ud med alle mine mænd og slår Knut Gæsling ihjæl /.../ Gudmund er lige som de andre; han misunder mig, at jeg er din husbond /.../ Knut Gæsling bejlede jo også efter Signe; men ham vil jeg slå ihjæl. Gudmund er en hæderlig karl; Han skal få hende /.../ Så drager vi på gæsteri il [sic] hinanden, og så sidder vi, så lang dagen er, hver med sin hustru på sit skød (Bengt)
Dit bæger er fuldt (Margit)
Jeg kan godt lide hende. Det angrer mig ikke, at jeg tog hende til ægte (Bengt)

Herr Bengt, Herr Bengt, I skynde jer ud det rappeste I kan! (First housecarl)
Knut Gæsling? Så skal jeg dag også!.. Hent mig in [sic] farfaders økse (Bengt)

Scene 2
Det må da så være! (Signe)
Den yderste nød os tvinger (Gudmund)
Min arme søster, farvel, farvel! /.../ lad oss i det te [sic] bæger drikke hende til (Signe)
Det vil vi; lad os ønske at snart hendes sind må igen vorde freidigt og klart /.../ Nej stands! Dette bæger skulde jeg kende (Gudmund)
Det er Margits bæger (Sigrid)
Ved himlen, ja, nu mindes jeg... Den gang jeg drog herfra monne mosten i bægeret gløde /.../ Nej, Signe, drik aldrig most eller mjød af dette bæger (Gudmund)
Hys! Gudmund, jeg hører stemmer og fjed (Sigrid)
Knut Gæslings røst! (Gudmund)
Å, frels os, Gud! (Sigrid)

Gudmund! Og Signe! Er I her? (Margit)
Margit, kære søster! (Signe)
Bægeret! Hvem har tømt det? (Margit)
Fru Margit! Eders husbond!... Knut Gæsling har fældet ham! (Second housecarl)
Vær reolig; ingen har drukket af bægeret der (Gudmund)
Da priset være Gud, som frelste os alle! (Margit)
Knut Gæsling og hans mænd er bundne (First housecarl)

Scene 3
Der kommer de (First housecarl)
Fru Margit! Kræv hvad bod I vil; jeg er rede til at betalae den (Knut)
Jeg kræver intet. Gud må dømme os alle. Dog jo, et kræver jeg: lad fare eders onde anslag imod min søster (Margit)
Aldrig skal jeg mere prøve på at løse mit løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig (Knut)
Endnu før dagen er omme må jeg ud af landet (Gudmund)
Du rejser? Og Signe vil følge dig? Lykke være ned [sic] jer begge! (Margit)
Tak, Margit! Og nu farvel (Gudmund)

Der kommer fremmede folk! (Signe)
Kongens mænd står udenfor. De søger Gudmund (Third housecarl)
Kongens mænd! (Choir of women and men)
Så er alt forbi! (Gudmund)
Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; vi er alle rede til at slå for dig (Knut)
Det nytter ikke; de er os for mandstærke (Erik)
De kommer herind! Å, Gudmund, Gudmund! (Signe)

Scene 4
I kongens navn og ærend søger jeg eder, Gudmund Alfsøn (The Envoy)
Her står jeg. Men jeg er skyldfri, det sværger jeg højt og dyrt (Gudmund)
Det ved vi alle. Jeg har befaling at byde eder til gæst i kongens gård /.../ Eders avindsman, kansleren Audun Hugleiksøn er falden (The Envoy)
Kansleren! Falden! (Coro)
Han havde krænket Norges dronning (The Envoy)

Skærmende engle, fromme og milde, har nådigt skuet inat til mig ned /.../ Gudmund, før hende hjem som brud. Eders pagt er from; den skærmes af Gud! (Margit)
Signe, min viv! Se dagen rinder; det er vor unge kærlighets dag! (Gudmund)
Mine beste [sic] drømme, mine fagreste minder skylder jeg dig og din harpes slag. Min ædle sanger (Signe)

Over jorden vogter lysets øje, værner kærligt om den frommes fjed, sender trøstens milde stråler ned /.../ lovet være herren i det høje! (Coro) 


Media files

Edition Swedish Musical Heritage